Til dig som forælder


Er du forælder til et ungt menneske

ved du sikkert bedre end nogen anden, at der ofte er fart over feltet og pres på i de unges hverdag. Man kan nemt føle sig rådvild som forælder, hvis man oplever, at ens barn – midt i ungdomslivet – ser ud til ikke rigtigt at trives eller at være under for stort pres.

 Det kan være svært at vide, hvad man skal stille op. Måske er det tilstrækkeligt  med en god snak med sin store søn eller datter, hvor man fortæller, at man er bekymret og kan se, at den unge ikke trives. Selvom mange unge i skolen og i venners regi giver udtryk for, at det er træls, at deres forældre blander sig, så viser de fleste undersøgelser af unges trivsel faktisk, at de unge i virkeligheden er meget glade for og trygge ved, at deres forældre interesserer sig for deres liv, trivsel, ve og vel. Det har stor betydning. Så det at italesætte at man som forælder er bekymret og har lagt mærke til, at den unge virker trist, indelukket, overordenlig træt (eller hvad det nu er, man har lagt mærke til) sammen med en åben og undersøgende holdning til den unges svar og tilbagemeldinger – kan være en god indgangsvinkel til en dialog.

Og hvad gør man så? 

Alt afhængig af hvad der ser ud til at være “på færde”, kan det være relevant at kontakte dit barns lærer, en psykolog, studievejleder eller måske familielægen. Der er mange fagfolk, som man kan søge hjælp og vejledning hos – og det er som udgangspunkt godt. Det er dog ikke sikkert, at dit barn har brug for lægehjælp eller dyberegående terapi hos en psykolog – og hvor går man så hen?  

Hvad kan jeg tilbyde? 

Jeg tilbyder individuelle samtaler for unge med fokus på at støtte den unges adgang til egne ressourcer. Alt afhængig af hvad der er den unges problemstilling, kan samtalen have til formål at øge den unges selvværd og forståelse af sig selv, styrke den unges kropsfornemmelse og accept af sin krop, mindske stress eller ensomhed, bryde med fastlåste tanker om sig selv, udvikle nye redskaber til at kunne mestre sit liv.  

Du er som forælder meget velkommen til at kontakte mig for at høre nærmere.