Generelt handler psykoterapi om at finde, udvikle og integrere iboende sansemæssige,
følelsesmæssige og mentaliserende ressourcer inden for den nærmeste udviklingszone
for personlighedsudvikling.
Neuroaffektiv psykoterapi er en brobygning mellem den nyeste hjerneforskning, tilknytningsteori
og udviklingspsykologi.
Neuroaffektiv psykoterapi omsætter teorien til det psykoterapeutiske arbejde og præsenterer ideer til,
hvordan man kan skabe personlighedsmæssige udviklingsprocesser i både det udviklede nervesystem (vokne) og det nervesystem, der er under opbygning (børn).
Teorien bygger på den grundlæggende udviklingspsykologiske forståelse, at det er andres anerkendelse og følelsen af samhørighed, som former selvet – og det er gennem andres anerkendelse, at man etablerer en bevidsthed om sig selv.
I det psykoterapeutiske arbejde betyder det, at det er mødet mellem terapeut og klient – og det tillidsfulde rum, der skabes – som danner grundlaget for den udforskning, den heling og udvikling – og det arbejde, som sker i terapien.
NAP er ikke en ny behandlingsmetode, men snarere et landkort, der kan vise vej i forhold til mange forskellige psykoterapeutiske metoder: Hvilken metode er anvendelig til hvem, til hvad og hvornår?
Udgangspunktet for denne måde at tænke og praktisere psykoterapi på, er en kompleks forståelse af personlighedsudvikling som en gensidig proces mellem neurobiologi og relationel regulering.
Man arbejder ud fra en viden om, at hjernen er ”tredelt” – i det autonome nervesystem (kropssansninger), det limbiske system (følelser) – og det kognitive (tænkning).
Ved at arbejde med alle disse systemer i en følelsesmæssig afstemt psykoterapeutisk proces, hvor ”mødeøjeblikke” imellem terapeut og klient er det bærende element, vil der ske en integration af disse, samt en udvidelse af det neurale netværk i hjernen.
Det er processer, som både går ”bottom-up” og ”top-down”, forstået på den måde, at man både giver fylde til processer, som har rod i og udspringer i ”lavere” og tidlige dele af hjernen (kropssansninger) og bevæger sig ud og op gennem det limbiske (følelserne) til det kognitive (tænkningen) – og også til processer, som tager udgangspunkt i det kognitive – og så bevæger sig ”ned”.
Ved at sørge for, at alle tre – og lige vigtige dele af nervesystemet – bliver mødt, helet og integreret i det psykoterapeutiske arbejde, sikrer man sig, at erkendelser ikke kun lagres som tanker og analyser, men også opleves og erfares kropsligt og følelsesmæssigt.
Når man evner at få sansning, følelse og tænkning til at ”spille sammen”, kalder man det mentalisering.
Denne balancering – og evne til både at sanse, føle og tænke – og handle i overensstemmelse med dette, øger vores robusthed i mødet med alt det, som livet bringer os.
Psykolog Susan Hart og neuroaffektiv psykoterapeut Marianne Bentzen har beskrevet denne forståelse og praksis på baggrund af international og årelang forskning på området.
Sammendraget er forfattet af psykoterapeut Trine Stock Fleth (www. Trinestockfleth.dk)